Archive for the ‘Den glade gartner’ Category

Spenderbukserne

maj 15, 2008

Jeg har haft spenderbukserne på og smidt om mig med det meste af 150,-!

For denne formidable sum fik jeg et par nye, lækre pudebetræk til udelivet, 4 handy håndcremer af det lækreste mærke til de ru havehænder - en stor Dr. Ingrid pelargonie - og en lille sjov og smart knage til mit nye plantebordsmiljø …

Friske og lækre farver - som man bliver glad af i solskin.

 

Vejret har overrasket på det mest positive - og jeg har også været omkring biblioteket og fyldt kurven med masser af haveblade og store lækre bladrebøger, så nu tror jeg at det er tid for en slapper …

Forårsplantemarked

maj 13, 2008

Haveselskabet holder forårsplantemarkedClausholm Slot, den 24. maj.

Ifølge omtale i Isabellas er det både private og planteskoler som på over 50 stande viser buske, træer, stauder og løgplanter - og priserne skulle være særdeles rimelige.

Det lyder som en udmærket måde at tilbringe en majdag, hvis man har lyst til en (lille) køretur og desuden et særdeles tiltalende alternativ til de lokale havecentre og planteskoler - mon husbond kan lokkes?

Dejlige slyngler

maj 5, 2008

Til at skabe lidt baggrund for krukkehaven, synes jeg at det er genialt med slyngplanter der vokser hurtigt.

F.eks. klematis, som i løbet af en sommer kan dække ret store arealer.

Der er to sikre vindere, robuste og smukke: “Jackmanii” som har den skønneste blålilla farve og “Hagley Hybrid” som er rosa og passer så fint sammen med slyngrosen “New Dawn”.

Begge de to klematis er så gode fordi man kan være rimeligt sikker på, at de vokser - og så er de billige - man får dem sommetider næsten smidt i nakken i lavprissupermarkederne.

Jeg er ligeglad med, at de måske i garvede havedyrkeres øjne er ordinære - jeg synes de er smukke - og som altid falder jeg for dét der koster en slik, kræver et minimum af indsats - og ligner en million …

 

 

Desværre lykkedes det sidste år, at tage livet af min smukke hvide “Arctic Queen” - hende må jeg simpelthen have fingre i igen, hun er noget af det smukkeste - med blomster så store som desserttallerkner.

-  og så skal jeg altså også have mig en blåregn - det hører hjemme i enhver “mormor-have” med respekt for sig selv!

Idéhaven

maj 1, 2008

 

Var vejret ikke til den store sightseeing i det nordjyske, så var det til gengæld perfekt til at aflægge en af mine virkelige oaser, et lille besøg.

Jeg har før omtalt min gode bekendt, Helga Halds “Idéhaven“.

Den ligger kun et par hundrede meter fra min egen matrikel - og den er virkelig et lille paradis for blomster- og planteelskere.

Helga har formået at kombinere sin altopslugende interesse for og kæmpestore viden om haven og alt hvad der gror, står og rører sig i den - med en inspirationsgivende og levende butik.

 

Denne gang faldt jeg pladask for denne plantereol - den er som skabt til at hænge over mit nye plantebord.

 

 

Jeg var der egentlig for at forny min beholdning af duftpelargonier, som er ét af Helgas specialer.

Der var nemlig desværre kun en enkelt af sidste års planter, som har overlevet.

Helga fandt hurtigt en tre stykker - og mit øje faldt også på en rosenknop-perlargonie, “Appleblossom”, (herover t.v.), som jeg faktisk har søgt i et stykke tid.

Jeg kunne egentlig have sagt mig selv, at selvfølgelig havde Helga den i sortimentet …

Den lille guldsmed på glasbilledet herover kunne jeg altså heller ikke stå for - så også dén røg i kurven.

Bor du på disse kanter og har den mindste interesse i have- eller uderum - og kommer du forbi vores lille landsby, så aflæg Helga et besøg - det vil ikke blive fortrudt!

Om at vande i regnvejr

april 29, 2008

Vi har allesammen grinet af og med skøre Pippi, som lægger sig med fødderne på hovedpuden - eller vander i øsende regn - fordi det havde hun nu bestemt at hun ville - og så skal en smule regn ikke ødelægge morskaben.

Ingen af delene har hun nu helt skævt fat på - hverken i direkte eller overført betydning.

Man skal gøre som man har bestemt - og ikke lade sig standse af bagateller …

Rent praktisk - så skal man iøvrigt også vande en krukkehave, selvom det har stået ned i stænger.

Hvis krukkeplanten har et tæt bladhang, så kan man faktisk opleve at al vandet er prellet af på blomster og blade og aldrig har nået jorden - i hvertfald ikke i de mængder større pottede planter har brug for - og så skal der altså vandes - og iøvrigt også gødes …

 

Mht at lægge sig til at sove med hovedet i fodenden og fødderne på puden - prøv, engang hvor du har svært ved at falde i søvn - det virker :-)