Jeg er ikke noget “dame-taske-menneske”.
Jeg er vokset op i en tid hvor vi havde smidt såvel make-up, som BH og dametaskerne.
Jeg var gammel, inden jeg overhovedet fik noget der med lidt god vilje kunne minde om en taske - alt blev før det transporteret i mine lommer - eller i en rygsæk - og rygsække er iøvrigt stadig mit foretrukne “transportmiddel” til de ting der simpelthen ikke kan være i bukse- og jakkelommer.
Man kommer således aldrig til at se mig med en “Birkin“bag eller Roxanne eller hvad de nu hedder allesammen.
Jeg synes det er forargeligt at tasker koster 1000-vis, ja i nogle tilfælde 10.000-vis af kroner - også selvom det hævdes at den rigtige taske kan redde ethvert out-fit.
Jeg vil hellere være u-chic - end bruge det samme som gravning af en afrikansk landsbybrønd koster - på en taske …
Nå, jeg er vist lidt på vej væk fra emnet.
Sidste gang husbond og jeg var i London faldt min kære ægtemage over en taskebutik, som var det rene slik for mig.
Det var en “Ollie & Nic”-forretning - som lå inde i det mageløse, lille og nærmest hemmelige “mini-Italien” som hedder “St. Christophers Place” - og som simpelthen ikke kan anbefales nok til evt. London-besøgende!
Billedet herunder er taget i februar - så det kræver vist ikke megen fantasi at forestille sig stedet på dette tidspunkt af året …
For første gang nogensinde, blev jeg små-forelsket i tasker.
Husbond købte denne taske og pung til mig hos “Ollie & Nic” - og sættet er stadig mit yndlings-gå-i-byen-udstyr i dén “bold-gade”.
Ved et hurtigt kig på hjemmesiden kan jeg se, at jeg vist godt kunne fristes igen. Det er tasker og punge i en lækker kvalitet - og med et sjovt, nogle gange lidt piget, twist.
