Komsammen

Jeg sidder her – og burde …

Burde komme i tøjet, burde komme i gang med rengøring, burde i det hele taget ét eller andet – der bare smagte lidt af effektivitet!

Jeg har mavesmerter – har i en god uges tid – eller snarere to, levet med meget lidt mælk og raffineret mel og sukker i min kost. I går spiste jeg bolsjer – og kartoffelsalat (dog ikke samtidigt!) – og resultatet i dag – er diarré og koliksmerter.

Mens jeg sidder og er fuld af selvmedlidenhed blandet grundigt op med selvbebrejdelser, bladrer jeg lidt i en bog af Signe Wenneberg, som er et par år gammel (bogen – ikke Signe!). 

Titlen er “Komsammen” og den indledes med nogle afsnit om hvordan den “normaldanske” hverdag ser ud. Med (alt for) meget lønarbejde, dyre boliger med ditto indretning og meget, meget lav prioritering af almindeligt, hyggeligt samvær, med lidt godt – og hjemmelavet – mad!

Vi bruger dagligt en time mindre på samvær – end for bare 10 år siden. Vi inviterer ikke gæster, med mindre hus, have, børn og eget udseende er perfekt!.

…  men vi er jo ikke perfekte – og vi skal heller ikke være det – og véd I hvorfor: fordi perfekt er kedeligt – fordi perfekt tager glæden ud af tingene – andet og meget mere er der ikke at sige om dét …

Man kan bare tænke så langt som til hvornår man har det dejligt selv – som gæst ét eller andet sted. Det er jo når der er varme og nærvær – at der måske også er lidt ukrudt i haven – og en enkelt nullermand i en krog – hvem ser det? Jeg gør ikke, i hvertfald – og hvorfor i alverden tror jeg så at andre gør …

Skulle vi ikke tage “hinanden i hånden”, alle vi kvinder der tror at det perfekte lærred er betingelsen for et godt billede – og nægte at ligge under for det tyranni? Der er kun os selv til at ændre de mønstre – vores mænd og vores børn – og vores venner – er nemlig ligeglade med om vi er perfekte – de elsker os faktisk nok endnu højere, hvis vi ikke ér i færd med at knække halsen i en stræben efter det!