Om at måtte bide i græsset

Maj har altid stået for mig som den mest vidunderlige måned.

Jeg er født i maj, min mor var født i maj,  det samme var min svigerfar – min svigerinde er født i maj – og min bedste veninde – vi har et vennepar som begge har fødselsdage i maj med én dags mellemrum – og den meget nære ven, som ældste er opkaldt efter, og jeg, har endda fødselsdag samme dag - Emma er sågar født i maj (hende fejrer vi dog ikke), og jeg blev desuden gift i maj – og så har jeg endda sikkert glemt et par stykker af månedens mærkedage. Der har derfor gennem tiden skullet holdes en del sammenkomster og fester på datoer i maj – og jeg véd derfor også med bestemthed, uden at kigge i DMI’s vejrarkiv, at vejret ofte er smukt, varmt og stabilt i en periode eller flere i maj.

Min mor yndede at berette om den meget tidlige maj morgen, 2 dage efter hendes egen fødselsdag, hvor jeg kom til verden. Der blomstrede en syren lige udenfor hendes vindue, så duften bølgede ind til hende, mens hun lå efter veloverstået fødsel med mig i armene – solen stod op og lavede tidlige morgenskygger på væggen og som akkompagnement til det hele kvidrede fuglene lystigt, som de jo gør sådan en forårsmorgen …

Om lidt – og jo altså i tide til min fødselsdag – springer syrenerne så. De er af samme grund nok, min absolutte favorit - eller i hvertfald på linie med lavendlerne og roserne og …

Der er et “set back” ved maj måned – og dét “set back” deler jeg desværre med rigtigt mange. Det er også måneden hvor birkepollentallene kan være højest.

I går aftes kløede mine øjne så meget, at jeg bogstaveligt talt ikke kunne se ud af dem – og i nat vågnede jeg – endnu en gang – ved at det kløede indvendigt i ørene, så jeg kunne have skreget – man kan jo for pokker ikke komme til at klø så langt inde i ørene! Læg dertil en generel “influenza-følelse”, hovedpine og ondt i led og muskler – øv, altså!

Pollentallet er ikke engang særligt højt længere, men det véd min krop tilsyneladende ikke – alarmberedskabet er blevet tilkaldt og det er sendt ud – med hylende sirener …

Denne sidste metafor bruger jeg fordi en yderst forsimplet forklaring på allergi ér, at det er en autoimmun tilstand – at kroppen tror at helt “uskyldige” gæster som pollenstøv, skæl fra mider i husdyrs pels eller husstøv, er farlige indtrængende som vira eller bakterier – og derfor sættes immunforsvaret igang. Sammenligningen med influenzafornemmelsen er derfor heller ikke helt skæv.

Jeg måtte simpelthen bide i græsset, det er jeg heldigvis ikke allergisk overfor – endnu!

Jeg har ringet til lægen og har, udover nye forsyninger af antihistaminer, også fået øjendråber, næse- og astmaspray til lokalbehandling af symptomerne.

Jeg gjorde det ikke ret gerne, men det er altså nødvendigt. Næste gang jeg ser lægen ansigt til ansigt, vil jeg forhøre om mulighederne for de(n) indsprøjtning(er) som “vaccinerer”, og som Ella, det søde og omsorgsfulde menneske, flere gange  har gjort mig opmærksom på!

Iøvrigt har jeg engang læst, at mennesker født i forårsmånederne, er særligt disponerede for høfeber – det er en høj pris at betale for at have fødselsdag i årets smukkeste måned, hvis det er tilfældet, synes jeg jo nok …