Maj har altid stået for mig som den mest vidunderlige måned.
Jeg er født i maj, min mor var født i maj, det samme var min svigerfar – min svigerinde er født i maj – og min bedste veninde – vi har et vennepar som begge har fødselsdage i maj med én dags mellemrum – og den meget nære ven, som ældste er opkaldt efter, og jeg, har endda fødselsdag samme dag - Emma er sågar født i maj (hende fejrer vi dog ikke), og jeg blev desuden gift i maj – og så har jeg endda sikkert glemt et par stykker af månedens mærkedage. Der har derfor gennem tiden skullet holdes en del sammenkomster og fester på datoer i maj – og jeg véd derfor også med bestemthed, uden at kigge i DMI’s vejrarkiv, at vejret ofte er smukt, varmt og stabilt i en periode eller flere i maj.
Min mor yndede at berette om den meget tidlige maj morgen, 2 dage efter hendes egen fødselsdag, hvor jeg kom til verden. Der blomstrede en syren lige udenfor hendes vindue, så duften bølgede ind til hende, mens hun lå efter veloverstået fødsel med mig i armene – solen stod op og lavede tidlige morgenskygger på væggen og som akkompagnement til det hele kvidrede fuglene lystigt, som de jo gør sådan en forårsmorgen …
Om lidt – og jo altså i tide til min fødselsdag – springer syrenerne så. De er af samme grund nok, min absolutte favorit - eller i hvertfald på linie med lavendlerne og roserne og …
Der er et “set back” ved maj måned – og dét “set back” deler jeg desværre med rigtigt mange. Det er også måneden hvor birkepollentallene kan være højest.
I går aftes kløede mine øjne så meget, at jeg bogstaveligt talt ikke kunne se ud af dem – og i nat vågnede jeg – endnu en gang – ved at det kløede indvendigt i ørene, så jeg kunne have skreget – man kan jo for pokker ikke komme til at klø så langt inde i ørene! Læg dertil en generel “influenza-følelse”, hovedpine og ondt i led og muskler – øv, altså!
Pollentallet er ikke engang særligt højt længere, men det véd min krop tilsyneladende ikke – alarmberedskabet er blevet tilkaldt og det er sendt ud – med hylende sirener …
Denne sidste metafor bruger jeg fordi en yderst forsimplet forklaring på allergi ér, at det er en autoimmun tilstand – at kroppen tror at helt “uskyldige” gæster som pollenstøv, skæl fra mider i husdyrs pels eller husstøv, er farlige indtrængende som vira eller bakterier – og derfor sættes immunforsvaret igang. Sammenligningen med influenzafornemmelsen er derfor heller ikke helt skæv.
Jeg måtte simpelthen bide i græsset, det er jeg heldigvis ikke allergisk overfor – endnu!
Jeg har ringet til lægen og har, udover nye forsyninger af antihistaminer, også fået øjendråber, næse- og astmaspray til lokalbehandling af symptomerne.
Jeg gjorde det ikke ret gerne, men det er altså nødvendigt. Næste gang jeg ser lægen ansigt til ansigt, vil jeg forhøre om mulighederne for de(n) indsprøjtning(er) som “vaccinerer”, og som Ella, det søde og omsorgsfulde menneske, flere gange har gjort mig opmærksom på!
Iøvrigt har jeg engang læst, at mennesker født i forårsmånederne, er særligt disponerede for høfeber – det er en høj pris at betale for at have fødselsdag i årets smukkeste måned, hvis det er tilfældet, synes jeg jo nok …

maj 9, 2008 kl. 12:09 pm |
Der siges så meget om allergi og jeg tror ikke at alt sammen holder stik. Men tllykke med dn fødselsdag når den kommer. Det må være snart for, det er lige før syrenerne springer ud. Jeg ønsker dig en rigtig god dag med masser af hygge og forkælelse.
maj 9, 2008 kl. 12:16 pm |
Nej, det gør det heller ikke, Billedmager, passer alt hvad der siges … Mht syrenerne så blomstrer min dværgsyren i krukke – men de “store” på friland mangler nu noget endnu på disse kanter. Min fødselsdag er først den 27., så der er da 2½ uge til endnu – men tak for lykønskningerne
maj 9, 2008 kl. 12:49 pm |
Lige nøjagtig sådan som du beskriver din aften og nat havde jeg det til sidst. Det er så ubeskriveligt rædselsfuldt. Man har nemlig lyst til at tage øjnene ud og lægge dem i koldt vand.
Jeg håber for dig at du er kandidat til vaccine – de gav mig foråret tilbage
Rigtig god bedring, søde et cetera
maj 9, 2008 kl. 1:07 pm |
Det håber jeg også at kunne være kandidat til, Ella – jeg hader at “pive” – men slemt det er det altså lige nu … Det pudsige er jo, at man gudhjælpemig – fuldstændig glemmer fra år til år hvor rædselsfuldt det kan være, så man er sløv til at tage “forholdsregler” når den nye sæson er på vej. I år har jeg så tænkt at imødegå dét ved at tale med lægen – nu, mens det er værst
maj 9, 2008 kl. 3:08 pm |
Jeg elsker duften af blomstrende syrener. Duften er med tl at give en sødmefuld duft i luften. Jeg kan se min genbos syren og den er lilla som du viser senere i et ndlæg på bloggen.:-)
maj 9, 2008 kl. 4:07 pm |
Min birkepollenallergi har ikke været så slem de sidste år, men jeg husker tydeligt de forårsdage hvor jeg har siddet med kolde omslag på øjnene for at dæmpe hævelserne. Selv efter både næsespray, antihistaminer og øjendråber.
P.S. Jeg er født i december og er både allergisk for pollen, støv, røg, pelsdyr samt har astma. Er jeg undtagelsen der bekræfter reglen?
maj 9, 2008 kl. 4:51 pm |
Nemlig, Billedmager!
Stine, det er slet ikke sikkert det har noget på sig – og dog, man kunne jo godt forestille sig at hvis man blev udsat for massive doser af et allergen og er født med en lav tolerancetærskel, at man så var mere disponeret. Du er skrækkeligt hårdt plaget, min ven – du kan tro jeg føler med dig – og samtidig er jeg jo så glad for at du skriver at det har været knapt så slemt de sidste år …
maj 10, 2008 kl. 8:45 am |
Jeg har en teori om skimmelsvampene på Langagervej og senere asbesten på Sohngårdsholmsvej har haft meget stor betydning for min allergi. Nu hvor Biblioteksskolen ligger i en helt ny bygning har det nemlig slet ikke været så slemt. Og selvom der er et stort birketræ i baggården har det ikke generet så voldsomt de sidste par år.
Jeg har prøvet om jeg kunne undvære antihistamin og rhinocourt til hverdag, men det går slet ikke. Godt man trods alt er medlem af Danmark
Mine øjne klør ikke så meget i år, men jeg er meget tæt i næsen. Dog ikke så generende at jeg har villet have den indsprøjtning. Min læge foreslog det for nogle år siden, men jeg valgte at se tiden an. Det trøstede mig dog, at han sagde at en enkelt indsprøjtning med binyrebarkhormon ikke ville være voldsommere for kroppen end lang tids brug af almindelige antihistaminer.
maj 10, 2008 kl. 9:22 am |
Stine, den teori er måske nok heller ikke helt ved siden af …
maj 10, 2008 kl. 3:57 pm |
Så meget for den teori, jeg har nyst og grædt mig gennem dagen i dag… Jeg er stadig allergisk for birk, desværre!
maj 10, 2008 kl. 4:19 pm |
Åh nej, Stine da … Havde du remedierne der kunne lindre lidt?
maj 10, 2008 kl. 5:05 pm |
Vi sad ude og læste til opgaven, det var helt klart derfor. Jeg havde spist antihistaminer og brugt min rhinocourt om morgenen så jeg gjorde ikke mere. Lidt vand i øjnene hjalp på det – jeg har været allergisk siden jeg var 10, så jeg har efterhånden vænnet mig til det