Den første dag i resten af mit liv …

By et cetera

Jeg kan mærke at jeg trækker vejret mere befriet, end jeg har gjort længe, jeg kan trække det dybt ind – så det føles som om det når helt ud i tæerne …

Det er en vidunderlig maj-fredag – og ikke nok med dét, det er pinseferie.

Vi trænger, tror jeg – husbond har haft en usædvanligt stressende periode i forhold til sit arbejde – der har været mig at bekymre sig om og han har ovenikøbet selv været plaget af fysiske skavanker i den sidste lange tid.

Det bliver en egoist-ferie – vi vil kun tænke på os selv og hinanden – og lidt på vores børn selvfølgelig …

Husbond har afkrævet mig, at der ingen – absolut ingen aftaler, hverken på begges eller egne vegne, blev truffet.

Jeg tror, at det bliver nogle dage hvor vi for alvor kan “fejre” at en meget, meget ubehagelig periode i vores liv rinder ud. Jeg føler mig som sagt bedre tilpas og tænker andre tanker end jeg har gjort i måneds- ja, måske årevis …

Jeg tager små skridt, det råder alle kloge mennesker mig til, såvel de professionnelle, som de der har prøvet tilsvarende på egen krop. Der ligger åbenbart, og det har jeg egentlig selv sandet tidligere, en fare i at tro at alt nu er ved det gamle – og at det gamle mønster skal genoptages. Det skal det netop ikke.

Et klogt og meget professionnelt menneske sagde til mig for nyligt: “Du har så mange ressourcer og gaver – du kan så meget, men du har ikke kræfterne”. Det er ikke rart, men det er virkeligheden – og den må jeg forholde mig til – for alles skyld.  Jeg har jo prøvet – at ignorere fysiske som psykiske signaler – og bare halse derudaf, fordi jeg troede det var rigtigt. Jeg blev ganske vist presset i abejdsmæssig sammenhæng og havde ingen forståelse eller hjælp, tværtimod blev jeg bebrejdet når kræfterne svigtede - men det fik mig jo netop til at forsøge at knokle endnu hårdere på …

Jeg har vendt og drejet i mit lille hoved, hvilken baggrund en leder og andre kan have for at lade mig sejle min egen sø så længe – og kun bebrejde mig symptomerne på, at jeg var ved at knække, men jeg kan ikke finde nogen anden end total indskrænkethed a la “når jeg kan, så skal du også” ..

Men man kan ikke løbe marathon med et brækket ben – selv om der altså er en masse andre der kan med deres to raske.

Jeg tror at jeg har lært lektien nu – jeg tror på at der bliver fundet noget som jeg langsomt kan starte mit arbejdsliv op med igen – og jeg tror på at jeg kan være “selvforsørgende” de sidste arbejdsår.

Jeg håber, at min lille familie ikke har fået ulægelige sår af hele affæren – og jeg håber at jeg kan blive indifferent i forhold til dén tidligere leder som, helt unødvendigt i mine øjne jo, har påført os så megen smerte.

- og så gider jeg aldrig mere skrive noget om det her – idag er den første dag af resten af mit liv …

 

16 svar to “Den første dag i resten af mit liv …”

  1. Annette siger:

    Jeg har ikke læst med her på bloggen så længe, så jeg kender ikke din historie – men det lyder til at have været en hård omgang. Og det lyder også som om, du har lært en masse af det – og det er godt.
    Det er forstemmende at læse om en leder, der ikke har øje for sine ansatte men bare presser, hvor der ikke kan presses mere. Man må håbe, at han/hun også har lært et og andet.
    Jeg har bare lyst til at ønske dig held og lykke med resten af dit liv – og med at passe rigtig godt på dig selv!

  2. et cetera siger:

    Annette, den ultrakorte historie er brystkræft, kemo- og strålebehandling, tilstødende komplikationer i form af alvorlig stofskiftenedsættelse, genoptaget arbejde – tiltagende depression af flere forskellige – også arbejdsrelaterede årsager – fyring pga dét – og derefter Post Traumatisk Stress Syndrom som følge af fyringen – så det har været en ordentlig mundfuld … tak for dine gode ønsker – de varmer .-)

  3. Jeannette Mariae siger:

    Den første dag i resten af vores allesammens liv er gudskelov hver dag. Hver evige og eneste dag. Tak, tak og endnu engang tak for dit smukke indlæg. Livet lærer os så meget, vi skal bare tage imod og huske på, at alt er i den skønneste orden, selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud. Det virker som om, at vi endelig kan sige farvel til alt det gamle og byde velkommen til det nye liv. Lige præcis og sådan har jeg det – lige nu og lige her. Ønsker dig og dine en skøn, skøn pinseferie. Knus herfra ;-)

  4. et cetera siger:

    Kæreste Jeannette Mariae, måske er det fordi vi er nogle stykker som går og “tumler” med de samme tanker – og nogle livstilskikkelser som ikke altid er helt lette at bære – at vi finder så stor glæde – og endda til tider trøst – hos hinanden her på bloggen?
    Dig og dine ønskes varmt i lige måde: Dejlig Pinse – og knuset returneres med inderlighed :-)

  5. conny siger:

    Velkommen til resten af dit liv – du lyder mere afklaret nu. Det er bare så svært at lægge sit liv om. For det gamle liv – det kender man jo.
    Nyd nu pinsen og jeres egoisme – det ER tilladt.

  6. Sister Bonde siger:

    Stort tillykke med din første dag, og sikke en vidunderlig dag at vælge. Ummmmm – livet er da bare så skønt på en “sommerdag”. God Pinse til dig og dine.

  7. vendelboen siger:

    Når man som jeg kender dig rigtig godt og dermed kender din historie, læser dette indlæg, kan jeg godt mangle ord for min glæde over dit indlæg.
    Jeg glæder mig til at fejre det næste gang, vi skal i teatret.
    God pinse til dig og familien.

  8. Stine siger:

    Hvor er det dog dejligt at læse dette indlæg, som de øvrige klogge mennesker allerede har skrevet! Jeg glæder mig helt ubeskriveligt på dine vegne :) Og din husbonds og børns selvfølgelig.

  9. Liselotte siger:

    Dette her er dagens dejligste indlæg, er jeg sikker på. Det er dejligt, når man når ud på den anden side og opdager, at man er her endnu, man er hel… og ikke mindst, man er mere end god nok :-)

  10. Mahalo siger:

    Hvor er det godt at høre, at du er nået så langt! :-)

  11. jonna siger:

    Dejligt du nu kan ligge det bag dig og lad det være der.Det har været en hård omgang men du kom igemen, så nyde den første dag af dit nye liv med din dejlige familie og venner.
    Solen skinner og nu venter en kanon sommer med masser af glæder det er bare med at se dem.

  12. et cetera siger:

    Tak for alle gode ord og tanker – de varmer utroligt – og gør denne dejlige dag endnu dejligere :-)

  13. jensdrejer siger:

    Hvor er det dejligt at du er kommet så langt. Ovenikøbet så langt, at du aldrig vil skrive om det mere. Men husk, at du skal aldrig være bange for at skifte mening. Det kan jo være, at du får brug for at skrive mere om det på et senere tidspunkt – og faktisk tror jeg også, at du hjælper mange af os som læser dine indlæg, til at se vores eget liv og vores egne problemer i nye vinkler og perspektiver.

  14. et cetera siger:

    Jens, det kan også nok være, at jeg “samler op” senere – men jeg vil ikke hænge i bitre bebrejdelser – nu vil jeg til at se fremad. Derfor kan man jo godt skue tilbage engang imellem … Det sidste du skriver om at det kan være en hjælp for andre med de indlæg, til at få dette og hint i perspektiv, er meget, meget fint for mig at vide – det gør det hele lidt mere formålstjenligt :-)

  15. Lis siger:

    Jeg kan slet ikke tilføje noget andre ikke allerede har sagt.
    Jeg er bare så glad på dine vejne.
    Nu skal du have en rigtig dejlig pinseferie og nyde det helt igennem. Tak fordi du deler og dermed viser vejen fremad.

  16. et cetera siger:

    Søde Lis, det var så lidt – og en rigtig god pinse til dig og dine også :-)

Læg en kommentar