Den første dag i resten af mit liv …

Jeg kan mærke at jeg trækker vejret mere befriet, end jeg har gjort længe, jeg kan trække det dybt ind – så det føles som om det når helt ud i tæerne …

Det er en vidunderlig maj-fredag – og ikke nok med dét, det er pinseferie.

Vi trænger, tror jeg – husbond har haft en usædvanligt stressende periode i forhold til sit arbejde – der har været mig at bekymre sig om og han har ovenikøbet selv været plaget af fysiske skavanker i den sidste lange tid.

Det bliver en egoist-ferie – vi vil kun tænke på os selv og hinanden – og lidt på vores børn selvfølgelig …

Husbond har afkrævet mig, at der ingen – absolut ingen aftaler, hverken på begges eller egne vegne, blev truffet.

Jeg tror, at det bliver nogle dage hvor vi for alvor kan “fejre” at en meget, meget ubehagelig periode i vores liv rinder ud. Jeg føler mig som sagt bedre tilpas og tænker andre tanker end jeg har gjort i måneds- ja, måske årevis …

Jeg tager små skridt, det råder alle kloge mennesker mig til, såvel de professionnelle, som de der har prøvet tilsvarende på egen krop. Der ligger åbenbart, og det har jeg egentlig selv sandet tidligere, en fare i at tro at alt nu er ved det gamle – og at det gamle mønster skal genoptages. Det skal det netop ikke.

Et klogt og meget professionnelt menneske sagde til mig for nyligt: “Du har så mange ressourcer og gaver – du kan så meget, men du har ikke kræfterne”. Det er ikke rart, men det er virkeligheden – og den må jeg forholde mig til – for alles skyld.  Jeg har jo prøvet – at ignorere fysiske som psykiske signaler – og bare halse derudaf, fordi jeg troede det var rigtigt. Jeg blev ganske vist presset i abejdsmæssig sammenhæng og havde ingen forståelse eller hjælp, tværtimod blev jeg bebrejdet når kræfterne svigtede - men det fik mig jo netop til at forsøge at knokle endnu hårdere på …

Jeg har vendt og drejet i mit lille hoved, hvilken baggrund en leder og andre kan have for at lade mig sejle min egen sø så længe – og kun bebrejde mig symptomerne på, at jeg var ved at knække, men jeg kan ikke finde nogen anden end total indskrænkethed a la “når jeg kan, så skal du også” ..

Men man kan ikke løbe marathon med et brækket ben – selv om der altså er en masse andre der kan med deres to raske.

Jeg tror at jeg har lært lektien nu – jeg tror på at der bliver fundet noget som jeg langsomt kan starte mit arbejdsliv op med igen – og jeg tror på at jeg kan være “selvforsørgende” de sidste arbejdsår.

Jeg håber, at min lille familie ikke har fået ulægelige sår af hele affæren – og jeg håber at jeg kan blive indifferent i forhold til dén tidligere leder som, helt unødvendigt i mine øjne jo, har påført os så megen smerte.

- og så gider jeg aldrig mere skrive noget om det her – idag er den første dag af resten af mit liv …