Familiens kvindelige medlemmer bogstaveligt talt “flyder ud” i det pragtfulde vejr.
Yngste har slæbt et vattæppe ud – og her ligger hun med Emma tæt op ad sig – og læser og hører musik.
Det er simpelthen så hyggeligt – også for mig at iagttage.
Noget af det jeg husker fra min egen barndom med hunde, var netop disse dovne eftermiddage, med en god bog og hunden tæt op ad sig.
Det var helt klart ét af de “drømmebilleder” jeg havde, da vi for lige knapt 3 år siden endelig besluttede at få hund igen – at mine børn skulle opleve den tryghed og glæde der forbundet med sådan en varm og inderligt hengiven hundekrop.
- og så er jeg forresten lidt stolt af yngstes litterære smag – og evner.
Hun er faktisk kun 12 – så det er da ganske fint, at hun også kan kapere bøger som ”De ti herskere” (497 sider), fremfor udelukkende at begrave næsen i små, korte ungdomsbøger …
maj 5, 2008 kl. 4:14 pm |
Jeg er helt enig – det er dog imponerende, at hun kan læse sådan en bog. Det kunne jeg i hvert fald ikke da jeg var 12. Ja, det kan man naturligvis ikke vide – jeg forsøgte ikke. Jeg kommer jo ikke ligefrem fra et hjem, hvor læsning var en acceptabel fritidsbeskæftigelse.
Ikke nok med at det er en lang bog, men den lyder også spændende! Datteren har vist arvet noget af sin mors viljestyrke.
maj 5, 2008 kl. 4:55 pm |
Ja, her peger du jo på noget som jeg også har beskæftiget mig med professionelt – børn lærer jo nemlig at sætte pris på læsning ved at se voksne som hygger sig med det … Heldigvis er der dog også “mønsterbrydere” som helt uden voksne “rollemodeller” udvikler en god og varieret litterær smag … – men det sker nok for de fleste først som ældre – som du selv, Jens. Jeg er alligevel ret overbevist om at du sagtens havde kunnet – “klangbunden” har jo nok været der hele tiden – om jeg så må sige, men som barn og helt ung behøver man jo altså nok det skub at de voksne gør det…
Jeg har måttet tage mig selv i nakken for ikke at forcere noget mht læsning i forhold til mine børn – det var jo fristende for bibliotekaren at “proppe” bøger i dem – men det kunne nemt give bagslag – og afsmag …
Det sidste véd jeg ikke om er mig hun har arvet efter – men viljestærk er hun godt nok, på sin egen meget blide og stilfærdige måde