Ollie & Nic

By et cetera

Jeg er ikke noget “dame-taske-menneske”.

Jeg er vokset op i en tid hvor vi havde smidt såvel make-up, som BH og dametaskerne.

Jeg var gammel, inden jeg overhovedet fik noget der med lidt god vilje kunne minde om en taske – alt blev før det transporteret i mine lommer – eller i en rygsæk – og rygsække er iøvrigt stadig mit foretrukne “transportmiddel” til de ting der simpelthen ikke kan være i bukse- og jakkelommer.

Man kommer således aldrig til at se mig med en “Birkin“bag eller Roxanne eller hvad de nu hedder allesammen.

Jeg synes det er forargeligt at tasker koster 1000-vis, ja i nogle tilfælde 10.000-vis af kroner – også selvom det hævdes at den rigtige taske kan redde ethvert out-fit.

Jeg vil hellere være u-chic – end bruge det samme som gravning af en afrikansk landsbybrønd koster – på en taske …

Nå, jeg er vist lidt på vej væk fra emnet.

Sidste gang husbond og jeg var i London faldt min kære ægtemage over en taskebutik, som var det rene slik for mig.

Det var en “Ollie & Nic”-forretning -  som lå inde i det mageløse, lille og nærmest hemmelige “mini-Italien” som hedder “St. Christophers Place” – og som simpelthen ikke kan anbefales nok til evt. London-besøgende!

Billedet herunder er taget i februar – så det kræver vist ikke megen fantasi at forestille sig stedet på dette tidspunkt af året …

For første gang nogensinde, blev jeg små-forelsket i tasker.

Husbond købte denne taske og pung til mig hos “Ollie & Nic” – og sættet er stadig mit yndlings-gå-i-byen-udstyr i dén “bold-gade”.

Ved et hurtigt kig på hjemmesiden kan jeg se, at jeg vist godt kunne fristes igen. Det er tasker og punge i en lækker kvalitet – og med et sjovt, nogle gange lidt piget, twist.

 

13 svar to “Ollie & Nic”

  1. Sister Bonde siger:

    Øhhhh, hvorfor ændrer I ikke lige den der Amsterdamtur og drager til London i næste uge?

  2. et cetera siger:

    Arj, du frister næsten over evne, my dear! – men indlæggets adresser her var jo helt og aldeles til “din” ære – det er du vel klar over, ikke ;-)

  3. Sister Bonde siger:

    Helt klar over det og suger til mig – tusind tak

  4. et cetera siger:

    Velbekomme da, søde :-)

  5. Madame siger:

    Jeg synes, din taske er meget smuk, og den type er også, hvad jeg bruger i stedet for rigtige ‘dametasker’. Det er sjovt som tasker kan dele vandene :-)

  6. Billedmager siger:

    Det var jeg bestemt heller ikke, da jeg var yngre – taskedame- meeen det er jeg nu. Specielt når jeg skal i teateret. Det er rareste at have pung, mobil, nøgler og briller i en taske frem for i lommerne på jakken.

  7. Stine siger:

    Min mor har altid undret sig over hvor jeg har fået min taske-fetish fra, jeg har nemlig i rigelige mængder af den slags tasker. Jeg har både praktiske rygsække som sidder godt på ryggen, men også mindre “gå-i-byen-tasker”, ikke nogle dyre – de er købt på loppemarkeder, genbrugsbutikker og H&M, men der er så man kan skifte efter humør og/eller tøj ;)

  8. Anette B siger:

    Jeg elsker tasker ;) Jeg er tasko-man :P Lækre tasker som lige er mig. Jeg kunne ikke finde på at bruge over 1000 kr på en taske – så hellere skifte den ud jævnligt :-)

  9. Bambi72 siger:

    Åhh tasker kan da være pragtfulde :-D

  10. et cetera siger:

    Jamen, det er jo nok sådan det er – nogle af os er vilde med tasker – og sko – og nogle af os vil hellere ha’ en kold øl – eller noget … ;-)

  11. Vibeke siger:

    Åh de kære tasker. Har boet i London siden 2006 og kender udmærket Ollie & Nic. Og er man ikke vil med tasker inden man flytter til London, så bliver man det altså. Og det med både de mega dyre som man aldrig, aldrig, får råd til, men også med alle de sjove og farverige tøse-tasker med et twist.

    Faldt over din blog ved at tilfælde – aner faktisk ikke lige hvordan jeg endte her. Jeg var ved at opdatere WordPress og så var jeg her pludselig, og så faldt jeg jo i, og begyndte at læse, og sad og smilede lidt for mig selv, over alle de ting ved andre liv, man jo faktisk kan genkende ved sit eget også.

    Nærværende og lun blog. Tak for hyggelig underholdning i en halvtimes tid.

  12. et cetera siger:

    Det glæder mig, Vibeke, at der var lidt genkendelse – og hyggelig underholdning – for det er i dén grad én af bloggens hovedformål :-) Tak for din kommentar!

  13. et cetera» Blogarkiv » Der kom en pakke #2 siger:

    [...] åbenbarede den smukkeste “Ollie & Nic“-taske – og blog-veninden som hentydes til, må næsten bo omme i [...]

Læg en kommentar