(Dis)harmoni

Der er utallige ting, der er dejlige ved at have børn der er ved at blive større.

Jeg elsker at se mine “små dunede unger” vokse og folde sig ud i harmoni med sig selv og omverdenen – at have “voksne” snakke og diskussioner med dem om alt – bogstaveligt talt – mellem himmel og jord.

Det er spændende at stå på sidelinien og se deres første skridt – ud i det voksne livs udfordringer, at føle at de er nogenlunde rustede til det – og at hvile lidt på laurbærrene over at have været med til at give dem “noget at stå imod med” …

- og så er der enkelte ting som er møg-hamrende irriterende ved “pludselig” at dele hus med yderligere et par næsten voksne individer.

Én af de mest irriterende ting ér, at man aldrig ved hvad eller hvor meget man har i køkken- og køleskabet.

Så billedet er, let sløret og romantisk: en strålende solskinsmorgen en dag i april, “et cetera” som dabber i pyjamas og bare fødder – ud i sit køkken for at lave en kop the og en ristet hvedeknop, som er tilovers fra i går – fuglefløjt i hækken, spætternes pirk i barken – blød lyd af køleskabdør der åbnes – og BUM! – idyllen splinteres - disharmoniske lyde – ingen mælk!!!

Ingen har sagt, at de tog det sidste, til trods for at der altid skrives på en tavle når man gør dét og at vi er to andre i huset som i næsten 30 år har kunnet efterleve dén regel uden problemer.

Hurtig eftersøgning afslører tomme mælkekartoner (ja, i flertal) på ene teenagers værelse (eksemplaret af hankøn).

Det kan være det lyder småligt og umoderligt, men det er altså p….irriterende!!!