Hvorfor skal det være så svært?

Jeg har været til et møde i formiddag, som bl.a. indebar at jeg selv skulle redegøre for nogle ting som jeg synes jeg er god til …

Det er altså noget af det sværeste der findes – for hvad pokker ér det lige man kan sige – når man ikke synes at man hverken er specielt go’ – eller specielt dårlig – til det meste …

Jeg fik sagt noget forsigtigt om, at jeg vist var meget go’ til at formulere mig – både i skrift og tale – men det kom jeg nu ikke langt med – for min “mødepartner” lo venligt og sagde, at det havde han da allerede gennemskuet …

- og så sad jeg dér – indtil min husbond tog over – og fik mig til at rødme pigeligt og langt ned ad halsen …

Det var en sund “øvelse” på flere end én led – man har godt af at tage sig selv op “til revision” en gang imellem – og det er jeg i dén grad i gang med lige for tiden – men man har også godt af at blive konfronteret med hvilket billede ens (nærmeste) omgivelser egentlig har. Det er jo ikke noget man sådan går og snakker om – ihvertfald ikke hvis man er jyde …

Jeg er sikker på, at læsere her på bloggen ikke er i tvivl om hvad jeg synes om min husbond og hans menneskelige og praktiske kompetencer – men jeg går ikke sådan rundt og siger det – og det er måske en fejl …

Nu sagde min husbond så et par ærlige og velmente ord om hvilke styrker han ser hos mig – og det var overvældende for mig – men det hjalp mig også på gled i forhold til selv at finde et par stykker frem …

Jeg bliver evindeligt forbløffet når mennesker jeg kender mere eller mindre godt ind i mellem giver udtryk for deres “oplevelse” af mig – i den allerseneste tid har ikke mindre end to af husbonds (kvindelige) kolleger sagt til henholdsvis mig selv og til husbonden, at de ville ønske at de var lidt mere som mig – at de havde min evne til at “vade ind i folk med træsko på” – og så var der også nogle rosende bemærkninger om mit udseende sammenholdt med min alder – men de præcise ord om det, kan jeg altså ikke få mig selv til skrive

Jeg ville være et skarn, hvis ikke jeg nød og solede mig i dét – specielt lige for tiden hvor min selvfølelse måske ikke er den allerbedste – men jeg kom så til at tænke på om den egentlig nogensinde er det? – og om den er det for ret mange af os?

Hvor er balancen mellem et venligt, realistisk selvbillede med god plads til både de ting man virkelig kan være stolt af – og selvfølgelig også til de man er mindre stolt af - men som kan forbedres ved målrettet indsats – for selvfølgelig er vi aldrig “færdigtformede” – der  vil altid være kanter der kan pudses og files – og områder der kan bygges ovenpå …

Jeg har endnu ikke fundet dén balance – men jeg er meget “åben” overfor en opskrift!

Eftertanke: manden til mødet skulle have bedt mig pege på nogle ting jeg er mindre god – eller ligefrem dårlig - til, så havde jeg siddet der endnu og fortalt løs …