Jeg kan ikke huske, om det er Liselotte der har kaldt bloggen “et åbent vindue” – men det forekommer mig sandsynligt, at det er fra hende jeg har det – for det er både klart og klogt formuleret …
- under alle omstændigheder – bloggen er et åbent vindue ud til omverdenen – og der flyver såvel “stegte duer som rådne tomater” ind ad det indimellem …
Jeg får flest stegte duer – hvilket jeg er dybt taknemmelig for, specielt lige nu …
Jeg får tit at vide, at jeg er stærk og rolig – at jeg altid står rank når det stormer og rusker omkring mig. Det er ikke noget jeg kan eller vil roses for – sådan er min natur og det kan ikke gøres anderledes af mig …
Som jeg tidligere har været inde på, så har jeg forholdsvis let ved at bære de byrder der har mit eget navn skrevet på sig – men når det er min lille familie som rammes – så er jeg totalt hudløs og sårbar.
I den seneste tid har der været forskelligt, som har ludet ind over os – først den lille fætter, hvor alt heldigvis fik den bedst tænkelige udgang, så min bror, som heldigvis også nu er udskrevet og senest min elskede som er voldsomt underdrejet af smerter, som ikke er umiddelbart forklarlige. Vi kan ikke en gang komme til læge – for han kan ikke komme ind i bilen.
Så er det at Amsterdam-ferier m.m. bliver så uendeligt ligegyldige …
Der findes mange, meget mere alvorlige, sorger her i livet – end de ovenfornævnte. Jeg har prøvet de fleste og har derved fået den idé ind i hovedet, at jeg ikke kan “tillade” mig, at blive ramt af småtingene. Det er forkert – og jeg er på det seneste, på kærlig og venlig vis, blevet belært om, at jeg bør være lidt mildere mod mig selv – og give mig selv lov til at føle og tænke sådan som jeg nu har behov for …
Derfor skriver jeg nu også om dét, som kan virke som meget overfladiske sorger – fordi de altid trigger dybere liggende erindringer og river i gamle sår – og nedfældningen af strøtankerne beroliger og læger …
Jeg prøver så løbende at afveje forskellen på at have vand i ørene – og på konstant at hælde det ud …
Bloggen er en sikkerhedsventil for mig – den er en evindelig tålmodig aftager af mine strøtanker – nogle gange usammenhængende og tunge som nu – andre gange rent brok – og atter andre tant og fjas og letbenet hygge og overflade – og på dén måde afspejler den jo netop -og forholdsvis ærligt – et menneskeliv.
april 9, 2008 kl. 9:52 am |
Som altid – FLOT og smukt skrevet – et cetera. Håber inderligt det bedste for husbond. Læger kan godt komme hjem til én, omend det er svært, at lokke dem ud af deres trygge huler, så kan det lade sig gøre. Prøv.
april 9, 2008 kl. 9:56 am |
Søde ven og Sister – du er en kæmpestøtte, at du ved det! – både med altid villige og lyttende ører – og med praktisk råd og dåd – tak for det
april 9, 2008 kl. 10:36 am |
Hvor er du dog bare knald hamrende god til at udtrykke dig, så meget at jeg føler det hele… Stort som småt, det betyder jo ingenting, det er følelsen…
Ang. læger, så lokkes de bedst ud af deres huler, hvis konen ringer og siger at den er altså helt gal og at han ikke kan køre…
april 9, 2008 kl. 12:23 pm |
Livet er bare ikke altid let og nemt – og hvad er meningen? Hvorfor er skæbnen så ubarmhjertig?
Alle disse mylder at tanker kommer netop på plads i din blog – idet du skriver dem ned. Du er opmærksom på livets skævhed – du mærker den. Dit livssyn afspejler at du ikke kun tænker på endemålet, vi skal nå….. Du tænker meget i årsager og sammenhænge – det gavner ikke kun dig og familien, men også os læsere af din blog.
Du giver en indsigt i et menneske der har følt og prøvet smerten og som styrket på den anden side stadigvæk kæmper.
At du er så god til formidle netop det gavner som sagt ikke kun dig men også os som du deler med. jeg sender dig tusind kys og kram her fra ønskeøen….
april 9, 2008 kl. 1:02 pm |
Jeg leser og tenker. “Liten tue, kan velte stort lass” er et ordtak vi ofte benytter her i Norge. Og det beskriver at det er ikke så mye som skal til før en føler at det går helt på tverke for en.
For noen kan slike “bagateller” og små hendelser rett og slett være ubetydeligheter og som en vits å lese, men for andre igjen kan de skape store problemer i hverdagen. Poenget synes nå jeg er at en respekterer hverandre for de forskjelligheter som vi står for. Ikke alle er vi like heldigvis.
RESPEKT, er derfor et viktig ord i en sådan sammenheng. Ikke har vi lik “bagasje” med oss heller, og dermed ikke like utrustet. “Filleting” i ditt liv, trenger ikke være “fillleting” i mitt liv. Du skjønner sikkert hva jeg mener. Hovedsaken er at vi bryr oss om hverandre og støtter hverandre, også via denne bloggingen.
Godt at du får brukt bloggingen til å bearbeidet dine tanker og følelser. Slikt hjelper og får også oss andre til å reflektere over litt mer meningsfylte ting enn lekre interiører. Det synes nå i alle fall denne damen.
Og det er derfor jeg har blitt så glad i deg, du min danske venn. For her inne hos deg er en sarlig blanding av alle komponenter og deler av livet. både gleder, sorger, tanker og til tider mye vakkert og lekkert.
Klem herfra en onsdag.
april 9, 2008 kl. 4:29 pm |
Bambi, du er til gengæld fantastisk til med få ord, at lægge indlevende og sigende kommentarer
Marianne, det pokkers liv er nogle gange op ad bakke i modvind – men både du og jeg er faste i troen på, at når vi først er oppe – så er der kun én vej ned – den lette og sjove – indtil næste gang
de varme kys og knus gengældes 
Anemone, nogle gange kan man bestige bjerge – og endda flytte dem – andre gange væltes man af den lillebitte, ubetydelige tue – c’est la vie, og kunsten er at se balancen … Klem tilbage, min dejlige norske ven
april 9, 2008 kl. 4:55 pm |
Det er fuldt ud tilladt at lukke luft ud – i den ene eller anden betydning. “Hellere lave noget larm end at sprænge en tarm” – kan jo hurtigt døbes om til “hellere ventilere på bloggen…”
Hvad du end viser dér i dit åbne vindue, så er det kun dig der sætter grænserne. Vi har jo alle vores dage / tidspunkter, hvor vi har behov for at smide et æbleskrog ud af vinduet eller noget andet. Og sådan skal dét være.
Ventilér, ventilér, ventilér… noget jeg ikke gør så meget af lige for tiden, gasser i stedet…
april 9, 2008 kl. 5:11 pm |
Ja – og sådan går det jo op og ned … Du og jeg startede det bloggeri samtidigt, Bibo – men ingen af os kunne have forudset hvad det førte med sig – og at det ikke er en “statisk størrelse” – sådan som det har vist sig