The Holiday

Jeg havde en lidt småtræls dag – med hovedpine og “ondt i halsen”.

Det var så afgjort en dag hvor en såkaldt “feel-good-film” ville være på sin plads.

Heldigvis havde jeg filmen “The Holiday” af Nancy Meyers (som også er instruktøren bag “Når du mindst venter det“).

Jeg fandt den sød og sjov – og i bedste tradition efter film som ”Fire bryllupper og en begravelse” eller “Love Actually” – og film som kalder på smil og en enkelt tåre i øjenkrogen – har altså deres berettigelse også.

Handlingsreferat, fra Scope:

I London får Iris Simpkins knust sit hjerte, fordi den mand, hun i 3 år har været ulykkeligt forelsket i, forlover sig med en anden. I Los Angeles bliver Amanda Woods lige så ulykkelig, da hun opdager, at kæresten har været hende utro. I desperation over at skulle hænge hjemme i julen, går de begge på nettet og ender med at bytte hjem i 14 dage. Og til alles forbløffelse sker der det fortryllende, at amerikanske Amanda møder Iris’ engelske og superlækre bror, mens Iris i L.A. møder den tiltalende filmmusikkomponist, Miles.

Filmen er  “a-sweet-little-nothing”, efter opskriften: man tager 2 virkeligt gode skuespillere, Jude Law og Kate Winslet ( som tilfældigvis er englændere) - og putter et par amerikanere som mestrer at være sjove og hurtige i replikkerne, Jack Black og Cameron Diaz, ind som modspillere  – en historie som starter meget, meget banalt – men alligevel udvikler sig med et par overrasknde drejninger – en masse lækre billeder og underlægningsmusik, med klare referencer til filmmusikkens helt store mestre – og man har et styk rigtig god humørløfter – især for det kvindelige publikum.

Jeg bliver decideret aldrig nogensinde Cameron Diaz-fan, hun virrer en masse med hoved og hår og flagrer for meget med hænderne, men der skal nok være nogle, som synes det er chamerende. Black og Winslet ligner rigtige mennesker – og det har aldrig trukket fra i mine vurderinger af skuespillere – Jude Laws stemme er overtrukket med Summerbird-chokolade – og der skal nok være andre, som synes at resten af Law også er overtrukket med lækker, smeltende chokolade …

Filmen igennem er der iøvrigt masse af referencer – og reverenser – for filmhistorien, som da Jack Black står med “The Graduate” i hænderne i en videoudlejningsbutik og laver fis med filmen – og én af de andre kunder kigger op med et skævt smil. Kunden er Dustin Hoffmann (som fik sit gennembrud som Benjamin Braddock i “The Graduate”). Det er gennemført og en nydelse for film-freaks.

Jeg påstår ikke, at vi har med stor filmkunst at gøre – men indenfor sin genre er filmen fyldstgørende og nå ja, lækker – i billedside, musik og klipningen.

Hvis man ikke vil læse et surt opstød kan man med fordel springe det sidste af denne anmeldelse over – for jeg er p….sur igen!

Har anmeldere da overhovedet ingen helhedsopfattelse? Er de ikke klar over at der findes forskellige genrer – og har de ikke forstand på godt håndværk? Uagtet at historien så ikke er én der flytter bjerge.

Jeg synes faktisk at det er forfriskende med film, som ikke er forklædt som politiske “statements”, men som i virkeligheden lukrerer på menneskelige tragedier. Denne her film er overhovedet ikke andet end den giver sig ud for – og den er kompetent i “behandlingen” af sit stof.

Men det er filmanmeldere bredt overhovedet ikke enig med mig i – anmeldelsen på Filmz er direkte ætsende. Jeg synes det er “god-smag-imperialisme” af værste skuffe – så er det sagt!