Færdig som balletdanser …

… for et stykke tid – og ingen tur til Amsterdam, lige nu ihvertfald!

Kl. godt 11 her i formiddag rejste jeg mig, efter at have siddet et godt stykke tid i én af mine yndlingsstillinger, med det ene fod slynget op på på det andet bens knæ. Foden var derved kommet til at sove – og gav totalt efter under mig, da jeg ville støtte. Det gav meget væmmelige knæk – og smerten var knivskarp  -  jeg synes ellers ikke, at jeg er pivet – men resultatet  var en skrigende “et cetera” der gik omkuld som et fældet træ – og lå hjælpeløst som en anden skildpadde på ryggen, indtil en opskræmt husbond kom til.

Straks jeg var på benene (eller benet – da foden var totalt ubrugelig) måtte jeg humpe ud og kaste op – af chok og smerter. Husbond var lige så chokeret, tror jeg, for da vi foreviste ankelen for en meget alvorlig læge her for lidt siden, sagde han at han (husbond) i de 28 år han har kendt mig, aldrig har hørt mig “give mig” på dén måde.

Lægen har nedlagt forbud – skønt “et cetera” selv sagtens mente at kunne gå de 10-12 km om dagen, som vel er den gennemsnitlige “Amsterdam-dagsmarch”.

Ankelen, som har en blodsamling på størrelsen med en tennisbold, er nu bundet stramt ind, meget stramt, synes jeg   i noget “klæbende” forbindingshalløj og skal være det i en 3-4 dage – og det i sig selv hæmmer bevægelsen voldsomt.

De næste dage er det opad med foden – og megen hvile. Derefter genoptræning på balancebræt.

Hotel er afbestilt – og hele familien (far & børn) er ihærdige i deres forsøg på at trøste mig – for min første tanke var naturligvis skuffelsen for dem. Enten er de verdens bedste skuespillere – eller også er mit velbefindende dem mere magtpåliggende end en ferietur – ihvertfald spores der overhovedet ingen “hængemuler”.

Husbond har allerede planlagt udflugter indenfor en overskuelig radius (Råbjerg Mile og Skagen), som påskefornøjelser – og datterlil sendes i byen med veninder på lidt shopping og café-besøg. Værst er det med sønnike, for han havde fået lov at  holde fest, mens vi var væk, men heller ikke hos ham gives udtryk for andet end omsorg for mig.

Jeg er dybt, dybt heldig – altså ikke med den forstuvede ankel – men med min lille familie. Min mavefornemmelse siger mig, at vi får en dejlig påske – alligevel …