Tordenskyen

Omend der vinker dejlige dage med verdens bedste selskab forude – så har jeg haft en udefinerlig sky ludende ind over mig i de sidste mange dage.

Det er ligesom når man sanser noget ud af øjenkrogen som er væk når man vender sig.

Jeg ved jo godt hvad det er. Jeg ved også godt, at jeg skal indrømme at det er modbydeligt og svært. Jeg har bare så uendeligt vanskeligt ved det.

Jeg skal “til kontrol” – en dato og et tidspunkt på et lille blåt kort – med så megen elendighed knyttet til.

Jeg skal køre ud og parkere på parkeringspladsen til et sygehus og gå den tunge gang op på en afdeling, som for mig er forbundet med så megen sorg, angst og fysiske som psykiske ubehageligheder. Angsten hænger i væggene derude – og den genspejles i næsten alle de øjne man møder, patienters som pårørendes. Som garvet rotte, ved man temmeligt præcist hvor i et forløb mange af de enkelte patienter ér – man kan se det på håret – som enten helt mangler eller som er i varierende stadier af genvækst.

Det er ikke fordi jeg egentlig er bange for ikke at få stemplet som en anden kylling: “godkendt af fødevarekontrollen” – eller det bilder jeg mig i hvertfald ind – men måske skal jeg også indrømme at det er en del af angsten …

Man overværer, særdeles ufrivilligt, brudstykker af samtaler som man meget hellere havde været foruden. Man møder blikke fra de andre i venteværelset – som er tæt besat og i realiteten er hele gangen på afdelingen – og læser spekulationerne i deres øjne: er hun patient? – er hun pårørende? – hun ser da rask nok ud … Man har lyst til at gå hen og give et knus og sige – ja, jeg har været patient, jeg har været hvor du er – men jeg kom igennem og ud i lyset igen …

Den sidste kontrol var medvirkende til at jeg omsider “faldt af pinden” – at det var slut med fløjtetønden “et cetera” for et godt stykke tid – og derfor frygter jeg måske dagen idag mere end nogensinde.

Bare den var overstået …