A Good Year

 

Der sker at jeg er uenig med de “professionelle” filmanmeldere – det sker sjældent at jeg er så lodret uenig, som tilfældet ér omkring Ridley Scott’s film ”A Good Year“.

Nu er grunden til dét ikke, at jeg ikke ser ret mange film eller kun ser film i en bestemt genre – det vil alle som kender en smule til mig vide, er meget langt fra sandheden.

Jeg ser utrolige mængder af film – og jeg ser dem af mange, mange forskellige grunde. Nogle flytter mit verdensbillede, rusker mig og vender vrangen ud på mig, nogle bliver jeg direkte fysisk dårlig af, fordi de konfronterer mig med en virkelighed, som jeg ville foretrække ikke fandtes, nogle holder mig fastlåst i spænding og gætterier, andre lægger sig blot som flødeskum om mine nervespidser. “A Good Year” gør det sidste.

Scotts “filmmager-kompetencer” er uomtvistelige – og dem har anmelderne da også klogeligt afholdt sig fra at anfægte. Manden har trods alt instrueret – og i flere tilfælde produceret - film  som “Blade Runner”, ”Thelma og Louise”, “Hannibal”, Kingdom of Heaven” – og, ikke at forglemme, fornyet den episke filmgenre med “Gladiator” – hvilket går over i filmhistorien, som en præstation af de større.

“A Good Year” handler om den iskolde forretningsmand, Max Skinner (Russell Crowe), der driver forretning uden synlig hensyntagen til mennesker. Da hans onkel (Albert Finney), hos hvem han tilbragte sin barndoms somre, dør og efterlader ham en hensygnende vingård i Provence, beslutter han at skille sig af med den så hurtigt som muligt. Han tager til Provence for at ordne “affæren” – men landskabet og menneskene kryber ind under huden på ham og han genoplever barndommen på en måde, så en længe glemt ro i sjælen, atter indfinder sig – og hans ellers knivskarpe “dømmekraft” påvirkes af andre faktorer.

Kritikken går i retning af, at filmen er banal: “A Good Year er en gammeldags dannelseshistorie om at finde de sande, enkle værdier i livet, men hvor velment dette end lyder, kunne selv Danielle Steel have leveret en mere udfordrende udlægning af denne gennemtærskede tematik”.

Nå, men jeg har som sagt ikke noget imod – en gang imellem – at se film, som ikke udfordrer hele mit verdensbillede, men som lægger sig  letfordøjeligt “på plads i maven” og, som i dette tilfælde, stille og roligt fører mig igennem et landskab med lys og skygge som vækker mine egne sommerminder.

Jeg mener uomtvisteligt, at Ridley Scott er en af de største nulevende instruktører – og jeg ser, at han, som sin uovertrufne forgænger Stanley Kubrick, ønsker at prøve kræfter med mange forskellige film-genrer.

Det må han gerne for mig, især da når hans geni sætter fingeraftryk på dem hver især, i overenstemmelse med filmenes “natur”.

Scott véd hvad han gør, også når han får Albert Finney cast’et som Max’ Onkel Henry.

Samspillet mellem Finney og Freddie Highmore, som spiller Max som dreng, er alene filmen værd.

Forresten: hold øje med Freddie Highmore – han bliver god, rigtig, rigtig god!

Filmen kritiseres også for sine banale postkortscenerier – tør man formode at visse af anmelderne ikke har været i Frankrig i højsommeren – det ligner sgu’ da postkort – næsten uanset hvor man kigger hen! (Her brød jeg så én af mine ellers ufravigelige regler: aldrig at bande i blog-indlæg – heraf må læseren gerne udlægge, at jeg er en lille bitte smule sur …)

Eftersom film er et visuelt medie, må det meget, meget gerne bruge sine virkemidler til at formidle stemninger til mig via min nethinde – og det gør denne film smukt.

Jeg plæderer ikke for at ”A Good Year” er et filmisk ”mesterværk” som har flyttet mit verdensbillede en meter – ikke en gang en lille centimeter  – men jeg var ualmindelig afslappet og godt tilpas efter at have set dén – og det er anbefaling nok, skulle jeg mene!

Jeg plæderer for, at nogle film er som en forret, nogle som en substantiel hovedret – og andre som en let og sødmefyldt dessert – hver ting til sin tid – og bedøm hver ting ud fra dets egne præmisser!

“A Good Year” er en “dessert” for frankofile som “Et hus i Toscana” (en film som iøvrigt også langt fra blev anmelder-rost) må være det for Italiens-elskere – ikke mere, men så sandelig heller ikke mindre …