Acqua di Parma

Nogle gange gør man – eller rettere undlader man at gøre – noget, som man kan fortryde længe efter.

I sommer stod jeg i  et “Galleries Lafayette” - i “Espace Beauté” (betyder bare parfumeriafdeling, men jeg elsker altså de franske ord – så vær venlig at bære over) i Nantes – ved en “rodekasse”.

Ganske vist en supereksklusiv én af slagsen – men dog en stand med tilbud.

Deriblandt var en æske med Acqua di Parma duftlys – 3 stk for 30 Euro (225 kr). Acqua di Parma er altså virkeligt lækkert – italiensk når det er allerbedst og mest fyldt med historiske referencer.

Nærigprinsen slog endnu en gang til, så jeg lod dem ligge – men de koster rent faktisk 320 kr stykket – prøv lige at tænke på, hvor dyrt mit hjem kunne have duftet, hvis jeg bare for én gangs skyld havde givet prinsen mundkurv på!

Nu er det nok ikke sandsynligt, at lysene ligger der stadig – men jeg kom til at tænke på en helt anden gang, hvor jeg også “blev nærig”.

Det var i Amsterdam i august og jeg havde forelsket mig i en ring.

Min husbond ville købe den til mig med det samme – men jeg kan godt få det sådan, at hvis jeg har været ude og købe en masse – og det havde vi, for hvis der er noget sted jeg kan gå shop-amok, så er det i Amsterdam - så slår det pludselig “bak” i mit hoved – og jeg får afsmag ved at bruge flere penge.

Så jeg fik ikke ringen – og fortrød egentlig allerede på vej hjem. Det var selvfølgelig sidste dag – så vi vendte helt hjem til Danmark – og jeg ærgrede mig, for ringen var noget særligt.

Da vi nærmede os oktober og efterårsferien, foreslog husbond, at vi tog en smut til Amsterdam: “Herregud, der er 900 km – og du har jo også en ring der ligger og venter!”

- og tænk, det havde jeg, ringen var der stadig – og husbond og jeg havde en vidunderlig “kæreste-tur” som sidegevinst!

Mon han trods alt er frisk på en lille smuttur til Nantes …