Quiche Lorraine

Der er mad som i dén grad “bærer” en oplevelse eller et erindringsglimt.

Vi kender det allesammen omkring specielle egns- og juleretter – eller retter som blev serveret ved bestemte lejligheder i vores barndom.

Rejseoplevelser kan også forbindes tæt med mad.

Til min 18-års fødselsdag i 1975 fik  jeg af mine forældre en lille “dannelsesrejse”: 14 dage til Paris sammen med en veninde.

Det var min første udenlandsrejse på egen hånd – og dén var velplanlagt. Jeg har stadig “rejse-planner’en” – hvor alt er noteret – hvilke sæt tøj der ville gå sammen, hvilke restauranter der skulle prøves, hvilke seværdigheder der skulle nås dag for dag.

De gamle Haller var revet ned på dét tidspunkt, men der fandtes stadig bistroer i området, hvor den traditionsrige løgsuppe blev serveret og det var en virkelig oplevelse.

Èn anden helt stor oplevelse var Restaurant Chartier som er en institution – og har været det siden 1896.

Selve restauranten er stor som en banegårdshal – og det historiske interiør er fuldstændig velbevaret (eller var ihvertfald dengang) med glaslofter – og meterhøje spejle. Man sad ved lange borde som blev fyldt op efterhånden, som gæsterne ankom – bestillingen – og dermed regningen var lige ved hånden, for den var skrevet på papirdugen ved ens plads – og de traditionelt klædte tjenere med lange forklæder var travle og effektive og nærmest løb frem og tilbage med maden.

Vi kom der flere gange, for vi boede lige i nærheden og her smagte jeg for første gang Oeuf Mimosa, Celeri Remoulade, Radis au Beurre – og Quiche Lorraine. Altsammen “ydmyge” bistro-retter, som smager vidunderligt – når råvarerne er i orden.

Siden var én af mine allerførste rejser med min husbond også til Paris.

Alle nyforelskede burde have en tur til dén by!

Vi var unge – og fattige – så rejseformen var med en kæmpeflok studiekammerater i en bus vi selv havde lejet – og selv kørte (altså de af os der havde kørekort til det) - og overnatningen foregik i telt i Boulogne-skoven.

Vores budget til fortæring var heller ikke stort, men der kan købes dejlige Quiche Lorraine hos alle bagere – og med en flaske landvin til, havde vi et herremåltid.

Da vi kom hjem lavede vi en kæmpefest med alle rejsedeltagerne, som varede i 2½ døgn! og som er én af sjoveste fester jeg har holdt – eller for den sags skyld været med til – i mit liv. Den første dag startede med en middag med parisisk tema – hvor alle gæsterne skulle medbringe en fransk ret.

Vi lavede selvfølgelig Quiche Lorraine – og dén “mad-tærte” er stadig én af mine livretter!

I den meget anbefalelsesværdige kogebog “The food of France” af Maria Villegas og Sarah Randell (fås også på dansk med titlen “Politikens bog om Mad fra Frankrig”, findes min favoritopskrift på retten:

1 portion tærtedej (gerne færdigkøbt)

25 g smør

300 g bacon skåret i tern

2½ dl piskefløde

3 æg

revet muskatnød

Varm ovnen til 200 gr.

Beklæd en form med rillet kant (gerne med løs bund) med dej.

Læg et stykke bagepapir på dejen og hæld tørrede bønner eller ris i (så dejen “holdes på plads”)

Forbag i 10 min.

Fjern papir og bønner/ris og bag bunden yderligere 3-5 min.

Dejen skal være netop bagt – og hel lys.

Sænk ovntemperaturen til 180 gr.

Smelt smørret og steg baconen gylden – afdryp.

Bland fløde og æg og smag til med salt, peber og muskatnød.

Drys baconstykkerne over tærtebunden og hæld æggeblandingen over.

Bag tærten i 30 min eller til fyldet er stivnet.

Lad quichen stå i formen i 5 min inden den serveres.

- og så er der kun tilbage at ønske – Bon Appétit!